Kommunalvalg Rudersdal, med dagens "æsel og hund" formår Jesper Winther Andersen at tilføje humor, lune og alvor til Valgkampen KV 21

"Æsel og Hund" - Valgkamp med et glimt i øjet.


Stem på Jesper Winther Andersen 
Har du set den her rundt om i Østsognet? Ellers får du lige en gentagelse. Og så lige en håndfuld mærkesager for en sikkerheds skyld:

Mere frihed - også til de ældre, fingrene væk fra skolen i Høsterkøb, klima – ikke mere snak, slut med elefanthuse i Rudersdal, uden erhvervsliv ingen velfærd, pas på Høsterkøb og de andre perler og pas på vores helt unikke natur. Og rosinen i pølseenden: Gør en god kommune bedre

https:\\facebook.com/VenstreJesper
 


-Hvad mener du om, at de konservative stillede sig foran en skole i Hørsholm og uddelte grillpølser, juice, legetøj og valgmateriale til børnene. Med på det konservative hold var formand Søren Pape?


-Det ved jeg ikke. Men det er smart. Nok for smart. Der er da også en forælder, som har klaget. Men hans kone er spidskandidat til KV21 for SF, så klagen har måske slagside. Klagen gik til formanden for skolebestyrelsen, men hun stiller op for Socialdemokraterne og sendte klagen videre. Den er så endt hos den konservativt ledede kommune, der erklærer, at alt er i orden. Jeg synes, der er lidt komisk kasketforvirring i den sag. Men som den konservative spidskandidat i nabokommunen Rudersdal siger i hver 10. sætning: Whatever. Det betyder jo, at man kan gøre hvad som helst, herunder at ”stjæle bolcher fra børn”…


-Hvad mener du om, at den nuværende formand for Sundhedsudvalget i regionen, Christoffer Buster Reinhardt (C), der også er medlem af kommunalbestyrelsen i Rudersdal, på et stort antal valgplakater skriver, at han efterlyser ”hurtigere hjælp” og ”-flere ambulancer”?

-Det ved jeg ikke. Den er svær. Man kan jo mene, at han som formand burde have klaret den opgave, så det ikke var nødvendigt, at selveste regeringen nu nedsætter taskforce, fordi sundhedsministeren mener, det er utilfredsstillende, at borgere ikke får hjælp straks, når de ringer 112. Men jeg forstår heller ikke, hvad vi skal med flere ambulancer, når der ikke er folk til at køre dem, vi allerede har. Nej, politik er underligt og budskaberne på nogle valgplakater bogstaveligt talt blæser i vinden, hvis du spørger mig…


-Hvad mener du om, at flere borgmestre i Nordsjælland udtaler, at det er for ringe, at politiet ikke kan gøre noget nævneværdigt ved de mange indbrud i området. Flere borgmestre taler nu om private vagtværn?

-Det ved jeg ikke. Det er da rart, de svinger borgmesterkæderne. Men al den snak om retssikkerhed minder mig om en Storm P.-dialog, som du sikkert vil værdsætte:

-Jeg maa altsaa ikke sige Æsel til Borgmesteren? 
-Det fremgaar af den Dom, De netop har modtaget. 
-Men maa jeg gerne sige Borgmester til et Æsel? 
-Det kan ingen forbyde Dem! 
-Naa, saa farvel hr. Borgmester.